Blomsten

Naar jeg i det dybe Fjerne

Blidtveemodigt stirrer hen,

Naar om Aftnen hver Stjerne

Vinker mig til Himmelen,

Hjerte! siig, hvi maa du banke

Saa uroligt mod din Skranke

Og med Smerte föle den?

Noget vist paa denne Klode,

Noget være maa etsteds,

Som gjör Sorgen blidt tilmode

Og Unöisomhed tilfreds.

Sagn og Spaadom det forkynde,

Alle Længsler det fremskynde

Til de Dödeliges Kreds.

Tidt mig synes, at det maatte

Endelig dog være der,

Her i Bjergets stille Grotte,

Hist i Morgenrödens Skjær:

Ak! men dybt og höit jeg finder

Intet, intet! Det forsvinder,

Kun i Hjertet er det nær!

Aldrig skal jeg kunne sige

Hvad det kjælne Hjerte vil,

Det er det Ulignelige,

Det er hele Verdens Smiil!

Og dog ingen Tvivl mig saarer,

At mig Ufornuft bedaarer

Og at Alt er Drömmespil.

Tidt jeg som en Blomst mig tænker

Dette, ak! jeg veed ei hvad:

Ingen Aarstid den forkrænker,

Himmelblaat er hvert et Blad;

Om dens Rod paa Guldets Strömme

Sees Naturen rundt at svömme,

Evig god og evig glad.

Kalken, blaa og guldbestænket,

Er en Himmel i det Smaa:

Solen synes den indsænket

Og igjen af den at gaae;

Kun ved hine i dens Indre,

Synes Stjernerne at tindre

I en Blomst af Ætherblaa.

Ak! hvo vil, hvo tör mig vise

Himmelblomsten hvor den staaer?

Thi jeg har ei Fred og Lise,

Förend jeg den skuet faaer:

Til en Blomstgestalt jeg sanker

Alt hvorfor mit Hjerte banker,

Alt hvad Aanden henrykt spaaer.

Naar et Elskovssmiil udspringer

Paa den favre Jomfrues Kind,

Og naar Sangen lifligt klinger

Fra et klart og kjærligt Sind,

Synes mig, den skulde stigFra Naturens dybe Rige

Op i Foraarssolens Skin.

Knæler da i Templets Halle

Altrets Gjæster ned i Rad,

Og ved Orgeltoner alle

Hjerter stige himmelad,

Synes mig, den skulde springe

Frem i Tilien og svinge

Op til Kuppelen hvert Blad.

Hvis jeg turde blot hentræde

Og i Blomsten skue ned,

O da saae jeg Glædens Glæde

Og den evig klare Fred!

Lig Dugdraaben, som fra Jorden

Solens glade Rov er vorden,

Fölte jeg mig vist derved.

Thi det Barnlige og Höie

I dens Indre er forvart,

Der hvert salig anet Nöie

I et Indtryk bliver klart;

Alt hvad Hjertet elsker, priser,

I et barnligt Smiil sig viser,

Dybt i Kalken aabenbar't.

Og da skyder, hvilket Under!

Stilken op i Ætheren,

Kalken grændselös sig runder

Og indtager Verdenen:

I en Alblomst Alt forsvinder,

Det Adskilte brat sig finder,

Alle Een, Alt Eet igjen!

Og da maa af selve Jorden

Morgenröden spire frem,

Lyset er til Blade vorden,

Stjerneknopper mellem dem:

Stövet svinder i Forklaring,

Livet i Guds Aabenbaring,

Lys og Guddom er vort Hjem!