Du Klang, som, engang vakt

Du Klang, som, engang vakt.

Gav Mod min bange Stemme,

Du har paa Læben lagt

De Ord, som dybt i Hjertet havde hjemme.

Nu slynger Tonen sig

Om Ordet blidt, fortrolig,

Og kalder ømt paa Dig

I Nattens Stund ved Døren til din Bolig.

Og hvis min Stemmes Klang

Har Gjenlyd hos Dig funden,

Og hvis min simple Sang

I Nattens Luftning sporløst ei er svunden,

Da lær imorgen mig,

Naar vi ved Stranden vanker,

Hvorledes Sangen sig

Har slynget ind i dine Drømmes Tanker.