En Bøn

Jeg beder Dig ikke om Rosen paa Dit Bryst,

ej heller om en Lok af Dit Haar;

thi Rosen vil falme som Blomsterne i Høst,

og Lokkernes Glansspil forgaar.

Jeg ønsker ei heller den perletunge Snor,

der snor sig som en Snog om Din Haand;

thi vilde Du mig fængsle, Du kjendte vel de Ord,

der bandt mig med stærkere Baand.

Nei, skænk mig en Tanke, naar Dagen bryder frem,

et stille Suk i Skumringens Fred,

en taareblank Perle, ifald jeg skifter Hjem

Og sænkes under Havbølgen ned.

Thi Tanker og Taarer er Evighedens Guld,

en Sjælerigdom, Herren os gav;

og aldrig kan de falme og lægges under Muld,

men spire som Blomster fra vor Grav.