Fuglefængeren

En liden gut udi skoven grøn

mellem blomsterne lystig springer,

han søger i mellem blades skjul

en yndig fugl,

den eier såspraglede vinger.

Den lokker og drager allenstund

så sølvklart den høver sin trille,

tra gren til gren den hopper afsted,

han følger med

så gjerne han fange den vilde.

Ja, var det end selv ved vintertid,

stod skoven end skummel og øde;

hvor fuglen sætter sig. Solen ler,

og der han ser

som den lifligste morgenrøde.

Der er der friskhed og liv og lyst

der trives den fagreste sommer,

der spirer roser, violer blå,

kærminder små

og alle de deiligste blommer.

Den fugl, den må vist in selsom magt

på vingerne gyldene bære,

den tryller øiet styrer hans fjed,

drager ham med,

han kan ikke lade det være.

Han jagede dag, han jaged nat,

han jagede årle og silde,

snart var den fjern, og snart var den nør,

veien var svær

Ei havde stunder at hvile.

Han jagede dag, han jaged nat,

han jagedi åringer lange,

ung dom og lystighed fra ham veg,

hans kind blev bleg!

Men aldrig han kunde den fange!