Gud Amor sad som Nattergal

Gud Amor sad som Nattergal

I Rosenbusk og sang,

Hölt löd I Skoven grön og sval

Hans söde Stemmes Klang.

Hver Blomst sit Bæger lukked op

Og aanded ud sin Duft,

Det bæved svagt i Træets Top,

Let gik den milde Luft.

Brat strandsed Flodens klare Ström,

Der mylig bruste vild,

Og Dyret stod, som i en Dröm,

Og lyttet henrykt til,

Og stedse mere klar og röd

Blev Solens Purpurglands,

Om Skov og Klöft og Blomster flöd

Eu gylden Straalekrands.

Jeg hörte hine Toners Klang

Og aldrig glemt dem har,

Ak! thi hvad siden selv jeg sang,

Af dem et Echo var.