I skovens høisale falken grå

I Skovens Højsale Falken grå

Tør bygge med trøstigt Mod;

Men jeg har ikke en kvist, hvorpå

Jeg hvile kunde min Fod.

Bag dunkle Buske, så lunt i Løn,

Der lægger sig Hjort og Hind;

Men jeg har ikke den Tue grøn,

Hvor jeg kunde svale min Kind.

Når Blomsten græder, i Luftens Strøm

Dens Smerte vorder så kort;

Til mig der når ingen ånde øm

For at veire min Tåre bort!