Jeg mindes dig, naar Solen Havet maaler

Jeg mindes dig, naar Solen Havet maaler

Med gyldne Fjed,

Jeg mindes dig, naar sölvklar Maanen straaler

Til Kilden ned.

Jeg skuer dig, naar Veiens Stövsky svæver

Mig let forbi;

I Nattens Mulm, naar Vandringsmanden bæver

Paa ensom Sti.

Jeg hörer dig, naar Stormen kaster Voven

Med Larm mod Kyst;

Og længselsfluldt tidt lytter jeg i Skoven,

Naar Alt er tyst!

Jeg er hos dig! hvor langt du end dig fjerner,

Er du mig nær!

Nu Sol gaar ned, snart tindre Nattens Stjerner;

O var du der!