Naar ret jeg mig kaster i Livets Larm

Naar ret jeg mig kaster i Livets Larm

Og haaber Alting at glemme,

Da staaer Du for mig saa mild og varm

Og yndig, som da Du var hjemme.

Det hjælper ei, at jeg trodser imod

Og døver mit Indres Stemme;

En Sjæl kan døves af Druens Blod,

Men Sjælen kan aldrig glemme.

Naar Glædens Aander mig river afsted,

Blandt Vennerne vildt beruset,

Jeg hører med Et dine lette Fjed

Og seer Dig sysle i Huset.

Og naar jeg mod Aften lukker min Bog,

Mens Lyset ustadigt flammer,

Jeg seer med lukkede Øielaag

Dig og dit yndige Kammer.

Jeg seer Dig tage fra Hylden ned

Den Bog som en Guddom skabte,

Og bede om Trøst, Forsoning og Fred

For Alle, som tro sig fortabte.

Jeg seer Dig aabne dit Vindves Glar

Og sende din Længsels Tanker

Til Stjernehæren, der funkler klar,

Til mig, som alene vanker.

Jeg seer Dig læne dit Hoved træt

Mod Puden for Hvilen at finde,

Jeg hører dit rolige Aandedræt,

Jeg vaagner -- og Drømmene svinde!