Når Bølgen langsomt vugger

Naar Bølgen langsomt vugger

Sig mod den grønne Strand;

Naar Solens Ansigt dukker

Ned bag det fjerne Land;

Naar gjennem Lunden bæver

Den lune Aftenvind, --

Er det min Aand, der svæver

Og kysser paa din Kind.

Hvad Kildens Vover spille,

Er som min Stemmes Klang;

I Morgenlærkens Trille

Du ane skal min Sang;

Fra Caprifoliens Ranke,

Der aander sød og varm,

Ømtsmigrende min Tanke

Sig trænger til din Barm.

Den Orm, som Foden træder,

Besjælede jeg nys;

Den Frugt, din Læbe væder,

Er smeltet ved mit Kys;

Den Bi, der om dig surrer,

Bær Sødme fra mit Bryst;

Skovduen hist, som kurrer,

Har lært det af min Røst.

Thi det mig mon forlene

Den Gud, som mig har kaldt,

I Løndom at forene

Mig med Naturens Alt.

Hvorhen dit Blik du skikker,

Et Vink du fra mig faaer, --

Og du er aldrig sikker,

Ihvor du gaaer og staaer!