Jeg ved en blomst så favr og fin

Jeg ved en blomst så favr og fin,

dens duft gør hjerter glade,

dens saft er som den klare vin,

så liflig fin,

som rosens er dens blade.

Den favre blomst er kærlighed,

et kunstværk af Guds finger,

den vokser op, før støv det ved,

i lønlighed,

til dejlig den udspringer.

Den vokser vildt dog kun på jord,

undtagen i Guds Eden,

kun der, ved livets flod, den gror

og står i flor

med duft for evigheden.

Ved brudeblus i Jesu navn

dog gode råd vi finde,

thi Paradis er i hans favn:

sin fødestavn

skal blomsten atter vinde.

Velsignelsen af Jesu mund,

hvor kærlighed er inde,

omplanter i en salig stund

på hellig grund

den blomst hos mand og kvinde.

De to da vorder ét på ny

ved kærligheds vidunder,

som kun forklares over sky,

hvor lysets by

på kærlighed sig grunder.