Skærgaardsø

Nu glider Baaden

mod Skærgaardsøen,

en Ø i Havet

med grønne Strande.

Her lever Blomster

for ingens Øjne,

de staar saa fremmed

og ser mig lande.

Mit Hjærte blir som

en Fabelhave,

med samme Blomster

som Øen ejer.

De taler sammen

og hvisker sælsomt,

som Børn de mødes

og ler og nejer.

Her var jeg kanske

i Tidens Morgen,

som hvid Spirea

engang at finde.

Jeg kender Duften

igen fra fordum,

jeg skelver midt i

et gammelt Minde.

Mit Øje lukkes,

en fjærn Erindring

har lagt mit Hode

ned til min Skulder.

Saa tætner Natten,

ind over Øen

kun Havet buldrer --

Nirvanas Bulder.