Bjærken

Med tusinde lyse Blade

blir

Bjerken

en Vaardag til,

den gladeste af de Glade,

til Bækkenes Fløitespil.

Hvert Hvisk af de lune Vinde --

hun synger det ut met il,

hvert flytgige Streif om Tinde --

hun fanger det ind met Smil.

Men larmer i Naetter lange

vel Høsten i Li og Lund,

da svinder de glade Sange

og Smilet om Bjerkens Mund.

Og alle de gyldne Blade

de feier som Fnug afsted,

den Gladeste af de Glade

hun

dør

med den første Sne.

*

Alt under de hvasse Naale

har

Granen

saa dybt et Sind,

hun slipper ei Solens Straale,

ei Vinden saa villig ind.

Men hvad hun et Fristed skjænker,

det huser hun

Dagen lang,

og hvad hun i Løndom tænker,

det suser som Orgelsang.

Se derfor, naar Høsten kommer

og stænger hver Farvei af,

derinde er endnu Sommer

og Lysning af Sol endda.

Ja Vinteren kan ei knække

det dæmpede Orgeldøn,

og under det hvide Dække

staar Sangeren lige grøn.

Ja, tindrer fra Himmelsalen

de Stjerner ved Julenat,

da vækker med Magt Koralen

det krøkede, frosne Krat.

Da fanger hun Lys fraoven

og Frugter i dybest Næ, --

det deiligste Træ i Skoven,

det

fødes

i Vintrens Ve. --

*

Vist bøier jeg Knæ for hende,

for Bjerken i Brudekrans,

vist vilde mit Blus jeg tænde

med Jubel ved Sankte Hans,

vist vilde som hun jeg brede

mod Solen hvert vaarfødt Blad

og gribe hver lyslet Glæde

og synge den ud i Kvad.

Naar blot jeg som Granen vidste

derinde et stille Skjul,

hvor Sommeren kunde friste

sit lønlige Liv til Jul,

hvor Solen end turde huse,

naar Dæmringens Lys var slukt,

og Orgelet endnu bruse,

naar Sommerens Hal var lukt.

Naar blot i den tunge Time,

i

Dødens

det dybe Næ,

jeg hørte de Klokker kime

til Helg over Is og Sne

og fanged som du fraoven

en Straale fra Livets Gud,

du deiligste Træ i Skoven,

naar Øinenes Lys gik ud.