September

Her, hvor den græsrige Slette

Støder til Strandens Næs,

Vil jeg paa Brinken mig sætte,

Dybt i det bølgende Græs.

Efteraarstiden nu kommer;

Svalerne samle sig.

Nordiske, heldende Sommer,

O, hvor fortryller Du mig!

Snarlig Du Afsked vil tage;

Skoven er dunkelgrøn;

End Dine yndigste Dage

Fryder dog Sletternes Søn.

Toner fra Harpen sig trænge;

Det er Dit Aandepust

Gjennem de bævende Strænge,

Høstlige, milde August.

Vinden fra Havet mig kjøler;

Medens jeg ungdomsfro

Sidder ved Stranden, jeg føler

Sjælens forklarede Ro.

Længe Du gjested mig ikke,

O, Du min Genius!

Ilden i Sangerens Blikke

Brændte som hektiske Blus.

Nu, paa de susende Høie,

Frisk som en Nordenvind

Seer Du igjen i mit Øie

Stille og ophøiet ind.

Herlig jeg skuer Dig atter!

Mildt Du bebreider mig,

At jeg med letsindig Latter

Glemte for Vrimmelen Dig.

Hjertet i Ungdommens Alder

Fristes af daarlig Lyst;

Tilgiv, min Engel! jeg falder

Angrende jo til Dit Bryst.

Ikke kan Hjorten den vilde

Qvæges ved Skovens Væld,

Som ved Din svulmende Kilde

Styrkes og lædskes min Sjæl.

Derfor af Glade jeg bæver;

Thi en guddommelig

Genius, føler jeg, svæver

Salig i Livet om mig.