Til min Gyldenlak

A. Hurum

Gyldenlak, før Du din Glands har tabt,

da er jeg Det hvoraf Alt er skabt;

ja før Du mister din Krones Guld,

da er jeg Muld.

Idet jeg raaber: med Vindvet op!

mit sidste Blik faar din Gyldentop.

Min Sjel dig kysser, idet forbi

den flyver fri.

Togange jeg kysser din søde Mund.

Dit er det første med Rettens Grund.

Det andet give du, Kjære husk,

min Rosenbusk!

Udsprungen faaer jeg den ei at see;

thi bring min Hilsen, naar det vil skee;

og siig, jeg ønsker, at paa min Grav

den blomstrer af.

Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst

den Rose laa, du fra mig har kyst;

og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus

dens Brudeblus!