Jeg gik mig ud en Sommerdag

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre

Fuglesang, som Hjertet monne røre,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Den allermindste Fugl af dem, der vare,

Sang fra Træet ned i Toner klare,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Den sang: „Mens Ungersvenden gaaer saa ene,

„Længes En imellem Løv og Grene,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

„Hen under Løvet gaae de lune Vinde;

,, Der du skal din Hjertenskjære finde,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget!

Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære

Stillede min Længsel og Begjære,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

Af større Vee kan Verden ikke trænges,

End at skilles, naar man saare længes,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

En større Fryd kan Verden ikke bære,

End at samles med fin Hjertenskjære,

I de dybe Dale,

Blandt de Nattergale,

Blandt de andre Fugle smaa, som tale.

- Da nu min Hjertenskjære var funden,

Sang og blomstrede bet rundt i Lunden,

Baade dybe Dale,

Og de Nattergale,

Og de andre Fugle smaa, som tale.