Ole sad på en knold og sang

Ole sad på en knold og sang,

la la la la la, la la la la la

får og beder omkring ham sprang

Tra la la la la, la la la la la

Lyngen suses, og skyen gled

udflugtslængsler i hjertet sved.

Heden stænged, og mindet spandt

moders øjne dog stærkest bandt.

Snart den ting dog blev åbenbar

minder gør ikke sagen klar.

Stak så Ole en dag i trav

stod med eet ved det store hav.

Øjet skinned, tåren randt,

intet mere i verden bandt.

Over havene hyrden foer

fårene står der endnu og glor.

Ej kan bede og får forstå

længslers tog over bølgen blå.