Septemberaften

Jeg stirrer mod en Stjærne,

den blinker mig imod,

som vilde den saa gerne

mit Hjærte være god.

Men alt for fjernt den straaler,

og alt for højt den staar,

som en bedrøvet Hilsen

dens Smil mit Hjærte naar.

Det er, som var den Solen

fra Somrens Blomsterstund,

der svinder som et Sandskorn

paa Nattehavets Bund.