Længe nok har jeg bondepige været

Længe nok har jeg Bondepige været,

Siddet paa Tærskel og spundet paa min Ten;

Længe nok har hun, tyske Frøken, blæret

Sig i mit Sæde, og jeg gnavet Ben.

Nu vil jeg glad

Sidde, hvor jeg sad,

Fremmest vil jeg gaa i de Dansendes Rad.

Mindes jeg kan, i hedenfarne Dage

Silke jeg sled i min Moders Rosengaard.

Rundt om mig sværmed Riddersvende strage,

Jeg gik med Guld og Perler i mit Haar.

Dronning jeg var,

Kronen jeg bar

Statelig i Dansen med Konning Valdemar.

Ak, men da maatte jeg onde Dage friste;

Sorte Grev Henrik min Husbond fangen tog;

Ind over gjennembrudt Gjærde sig mon liste

Vendiske Bander, og stedse frem de drog;

Bort man mig smed -

I Trællestuen ned;

Tyske Frøken dansed i Dannekvindens Sted.

Ikke til Hove stedes meer jeg turde,

Næppe hos Bonden man undte mig Ro;

Haardhed jeg led, og vaanded mig jeg gjorde,

Naar man mig stødte og traadte mig med Sko.

Bonden min Ven

Blev dog igjen,

Græd med mig i Stilhed mangen Aften hen.

Dagene skifte nu -- Gud ske lov de skifte!

Atter i Højeloftssale tør jeg staa.

Slag vel end vanker af tyske Frøkens Vifte,

Stolt hun end stritter, vil ej af vejen gaa.

Men trods al Strit,

Siger jeg frit:

»Dannekvinden danser af Kredsen Dig om lidt!«

Længe nok har jeg Bondepige været,

Siddet paa Tærskel og spundet paa min Ten;

Længe nok har hun, tyske Frøken, blæret

Sig i mit Sæde, og jeg gnavet Ben.

Nu vil jeg glad

Sidde, hvor jeg sad,

Fremmest vil jeg gaa i de Dandsendes Rad.