Balladen om Bjørnen

De dræbte Bjørnens Unger

med Økse og med Kniv -

nu brøler hun i Skove

og kræver Liv for Liv.

I Skove gaar en Pige

en Jægers Hjærtenskær;

hun plukker Sommerblomster

i Ly af unge Træer.

Hun gaar saa blid og stille

i Vadmelskjole graa

og binder Barnekranse

af Blomster røde, blaa.

I Skove brøler Bjørnen

og kræver Liv for Liv,

for de har dræbt dens Unger

med Økse og med Kniv.

Dens vilde Øjne græder,

det bløder om dens Tand,

tungt tramper den op over

den lave Bakkerand.

og vælter sig mod Pigen

med Fraade om sin Tand,

en sort og vældig Hunbjørn

i Aftensolens Brand.

Den unge Jæger jager

med Bøsse i sin Haand,

han hører Bjørnelabber

der knækker Kvist og Vaand,

han støder Sølvknapskuglen

i Bøsseløbet ind,

den tunge Kugle hviner

og strejfer Dyrets Skind

men rammer Pigebrystet,

Hun vakler paa sin Fod

og over Blomster pibler

det røde Hjærteblod.

Den unge Jæger styrter

frem over Græs og Sten,

han river sine Hænder

paa Tjørnens hvasse Gren,

han ændser ikke Bjørnen,

han kysser hendes Mund,

men ser kun Sjælen slukkes

i Øjets Himmelgrund.

Men Bjørnen vender langsomt

sin store laadne Krop

og kravler tungt tilbage

op over Bakkens Top.

Fik Bjørnehjærtet Hvile

og lindred det dets Nød,

at Bjørnens Æt blev hævnet

ved Pigeungens Død.

Forskræmte Fugle skrige,

nu falder Natten paa,

og alle Livets Farver

de bliver askegraa.

Den bange Bonde korser

sig paa sin Kærres Fjæl.

Det jamrer i Skove

som hulkede en Sjæl.