Den trænger ud til hvert et sted

Den trænger ud til hvert et Sted,

den haarde Strid herhjemme,

og den, som ej vil være med,

faar svært ved sig at gemme;

men vi vil gerne ta' vor Tørn,

saa snart vi tør os melde

og faa vor Plads blandt Tidens Børn

og ikke blandt dens Trælle.

Vi søger ej at finde Svar,

til Hundene, som glamme,

men finde først, hvad Kraft vi har

for ej at staa til Skamme

det gælder om, vi hjælpes til

at se med egne øjne

og ret forstaa, hvad Tiden vil

men ikke tro dens Løgne.

Vi ved det godt, vi lidet ved,

og højere vi stunder,

men vil ej rive Himlen ned,

kun bygge fast derunder;

vi la'r os ej af Dagens Vé

vort gode Haab betage,

og aldrig friste til at se

paa Livet som en Plage.

Vi tror, at han, som os det gav

har altid godt i Sinde,

med ringe Kaar og store Krav

des mer det har at vinde;

vi tror, om Stormen raser vildt,

skal ej vi la' os skræmme,

nej, ingen ærlig Kamp er spildt,

der staar for Livets Fremme.

Og denne Tro vi slipper ej,

mens vi mod Kampen stævne,

i den vi bryder os vor Vej

og øver hver en Evne,

og den vi troligt med os bær',

naar Læretiden slutter,

for saa til Danmarks Folkehær

at støde som Rekrutter.

Den Hær vil ikke Blod og Saar,

hvor Krigens Lurer gjalde

men nyfødt Fred i Friheds Vaar

med lige Ret for alle,

og den vil sindigt fremad gaa

og ej fra Kampen træde,

før selv den mindste al de smaa

faar Del i Livets Glæde.