Der gaar et stille Tog

Der gaar et stille Tog

igennem Kampens Bulder

med Bøn paa alle Sprog;

det bøjer mod den faldne ned

med Korset paa sin Skulder,

med Bud fra Hjem og Fred.

Det findes dér ej kun,

hvor Kampens Vunde bløder,

men paa Alverdens Rund,

det er Alverdens Kærlighed

af ædle, gode Hjærter,

som stille knæler ned.

Det er Arbejdets Sky

for Krigens Mord og Hærjing,

der ber om Fred og Ly;

det er hver lidende paa Jord,

som kender Nød og Kummer,

der sukker for sin Bror.

Det er hvert Smærtestøn

af saarede og syge,

det er den kristnes Bøn;

det er forladtes blege Raab,

det er den krænktes Klage,

den dræbtes sidste Haab; -

en Bønnens Regnbu-Bro

op gennem Verdens Uvejr

i Skin af Kristi Tro:

at over Lidenskabens Nød

maa Kærlighed faa sejre,

thi saa hans Løfte lød.