Du danske mand

C. Nielsen

Du danske mand! af al din magt

syng ud om vor gamle mor!

En krans af hav og fjord blev lagt

om huset, hvor hun bor:

Mod grønne, side strande

går stærke, stride vande,

og over kornets guldglans

står vikingestenen vagt,

- står vikingestenen vagt.

Syng ud, - og sorg fra fortids nat

bli'r smil på hver glædesdag,

vor himmel skifter farve brat,

men aldrig folkets flag.

Som Danmarks blide kvinder

har røde-hvide kinder,

så lyser livets friskhed

fra frihedens dyre skat,

- fra frihedens dyre skat.

Vort gamle land! af al vor magt

vi øger din rigdoms ring,

går fremad sejgt og uforsagt,

om ej i store spring.

Og furer ploven landet,

så skurer kølen vandet:

Støt står den danske sømand

på havet sin vikinge-vagt,

- på havet sin vikinge-vagt.