Est du modfalden

C. Nielsen

Est du modfalden, kære ven,

som tror dog på Guds Søn

og beder i hans frelsernavn

din egen barnebøn!

Se du dig op til Himmerig,

højt over skyer grå,

hvor i vor Faders højrehånd

jo alting monne stå.

Se ud så over jorderig

som et Guds barn, der véd,

at alt må tjene dem til gavn,

som har Guds kærlighed.

Det er blandt folk et gammelt ord:

Hver djævel har sin tid!

Men vist er det, tabt har enhver,

som gik med Gud i strid.

Guds engle er så mange slags

som dage i et år,

og hvad hans bud det sigter til,

det rammer på et hår.

Guds ærinde går hver en storm,

om den er nok så vild,

og ihvor gal den bryder løs,

ham tjener dog hver ild.

Og når al verden kaster lod

om ære, liv og gods,

udfaldet står dog i Guds hånd,

hans engle står derhos.

Og tror du på den kærlighed,

han elsker støvet med,

da læg og rejs dig i hans Ånd,

vær ej for trussel ræd!

Vor tro, det er vor faste borg,

dens spir det er vort håb,

i den får vi Gud Faders Ånd

med Jesu barnedåb.