Gensyn

Hvor blev den Blomst, som fyldte

din Sans med liflig Duft?

Det Solskin, som forgyldte

den sommervarme Luft?

Hvor blev de grønne Kroner,

der ud i Vaaren sprang,

ved foraarsfriske Toner

af Fuglekorets Sang?

O, kast dit Blik tilbage,

og se hvad selv du var!

Hvor er de svundne Dage,

med hver en Frugt de bar?

Hvor er vel Haabets Kerte

og Ka: rlighedens Krans?

Hvor er dit glade Hjerte

og hvor dit Øjes Glans?

Een Gang maa alt erfares

og leves om igen

etsteds maa dog bevares

hvad Tiden tæred hen;

ej blot hvert Glimt vi skue

af Aandens indre Lyn,

men hver en jordisk Lue

og hvert et jordisk Syn.

Den Trøst er dog den sidste

Den Tro bestaar til sidst:

hvad her vi maatte miste,

vi faar tilbage hist.

Til Undergang ej skabtes

endog det mindste Frø:

det var kun Skal, hvad tabtes:

Livskærnen kan ej dø.