Hjemstavn

Jeg vandrer over mine Fædres Jord

i Barndomsminders dyrebare Spor,

et frønnet Skur, et Skovbryn og en Ager -

hvorhen jeg ser, en elsket Ting, der drager.

Hvor Køllen røg og bruned Skinkens Svær,

og Mulmet ulmed under Tagets Spær,

der ligger nu kun Syldens Sten de sorte,

og de, der virked her, er alle borte.

Men op fra Dalen, op ad Bakkens hæld

en Granskov stiger som en Vinterkvæld,

den saa jeg plantet, lav og lys og fager,

nu er den Styrken, der mod Stormen tager.