I kølende Skygger

I kølende Skygger,

i Mørke som Roser udbrede,

hvor Sangersken bygger

og kvidrende røber sin Rede,

hvor sprudlende Bække,

snart dysse, snart vække

Camoenenernes Yndling, den følende Skjald,

med stedse ensrislende Fald.

Hvor Hjordene brøle,

mod Skovens letspringende Sønner,

og puste, og føle

den Rigdom, i hvilken de stønner,

hvor Mejeren synger

blandt gyldene Dynger,

og tæller sin Skat, og opløfter sit Raab,

til den, som har kronet hans Haab.

Hvor skertsende Bølger

beskvulpe den Vandrer, hvis Øje,

snart stirrende følger

med Helsinges graanende Høje,

snart undrende haster

bland Skove af Master,

og forsker, og kender den fremmedes Flag,

og glemmer den hældende Dag.

Hvor Kummer og Smerte,

fandt glade dit Aftryk, Du høje,

det ædleste Hjerte,

i hvert et medlidende Øje,

hvor Venlighed pryder,

de strengeste Dyder,

der vokste min Sang, og den undrende Skov

gav Genlyd af Skaberens Lov.