Jens Vejmand

Hvem sidder der bag Skærmen

med Klude om sin Hånd,

med Laderlap for Øjet

og om sin Sko et Bånd?

Det er såmænd Jens Vejmand

der af sin sure Nød

med Hamren må forvandle

de hårde Sten til Brød.

Og vågner du en Morgen

i allerførste Gry

og hører Hamren klinge

påny, påny, påny,

det er såmænd Jens Vejmand

på sine gamle Ben,

som hugger vilde Gnister

af morgenvåde Sten.

Og ager du til Staden

bag bondens fede Spand

og møder du en Olding

hvis Øje står i Vand, -

det er såmænd Jens Vejmand

Med Halm om Ben og Knæ

der næppe véd at finde

mod Frosten mer et Læ.

Og vender du tilbage

i Byger og i Blæst

mens Aftenstjernen skælver

af Kulde i Sydvest

og klinger Hammerslaget

bag Vognen ganske nær.

det er såmænd Jens Vejmand

som endnu sidder dér.

Så jævned han for andre

den vanskelige Vej

men da det led mod Julen

da sagde Armen nej,

det var såmænd Jens Vejmand

han tabte Hamren brat

de bar ham over Heden

en kold Decembernat.

Der står på Kirkegården

et gammelt, frønnet Bræt;

det hælder slemt til Siden

og Malingen er slet.

Det er såmænd Jens Vejmands

Hans Liv var fuldt af Sten

men på hans Grav- i Døden,

man gav ham aldrig én.