Mit hjerte altid vanker

Mit hjerte altid vanker

i Jesu føderum,

did samles mine tanker

i deres hovedsum.

Der er min længsel hjemme,

der har min tro sin skat

Jeg kan dig aldrig glemme,

du søde julenat!

Men ak, hvad skal jeg sige,

når jeg vil tænke på,

at Gud af Himmerige

i stalden ligge må,

at Himlens fryd og ære,

det levende Guds Ord,

skal så foragtet være

på denne slemme jord!

En perle, der forgættes,

så nøje ledes op,

den blanke demant sættes

i gylden krones top.

Man kaster ej en drue

blandt tørre grene ned,

skal jeg min Gud da skue

i sådan usselhed?

Hvi skulle herresale

ej for dig prydet stå?

Du havde at befale,

hvad end du peged på!

Hvi lod du dig ej svøbe

i lyset som et bånd

og jordens konger løbe

at kysse på din hånd?

Hvi lod du ej udspænde

en himmel til dit telt

og stjernefakler brænde,

du store himmelhelt?

Hvi lod sig ej til syne

en mægtig englevagt,

som dig i silkedyne

så prægtig burde lagt?

Nej, Jesus får sit leje

i denne gode jul,

hvor betlere de pleje

at lægge sig i skjul.

Det var og ej hans eget,

det hø, hvori han lå,

han havde ej så meget,

han kunne ligge på.

En spurv dog har sin rede

og sikre hvilebo,

en svale ej tør lede

om nattely og ro,

en løve véd sin hule,

hvor den sin ro kan få:

skal sig min frelser skjule

i fremmed stald på strå?

Ak, kom, jeg vil oplukke

mit hjerte, sjæl og sind

med tusind længselssukke,

kom, Jesus, kom her ind!

Det er ej fremmed bolig,

du har den dyre købt,

her skal du blive trolig

i kærligheden svøbt.