Luften sitred, da Solen gik ned

Luften sitred, da Solen gik ned;

at skilles gør saa bedrø

Nu mørkner Løvet

ved Søens Bred;

løft Dig min Sang og hold Dig bered',

den Savnede vil vi besynge.

I Høstnatten falmer den duftende Krans,

som Vaaren fik flettet af Blomsternes Klynge;

Høsten rækker en Tankekrans,

men det er Blomster, som tynge.

De blev jo vædet af Aftenens Dug,

af Skyens perlende Taare;

de blev ej fredet for Vindenes Suk,

om og de blev fredet for Øksernes Hug,

da Bøgen lagdes paa Baare.

Det blev et tungsindigt Blomsterkuld

trods Formens Renhed og Farvens Guld;

de spired omkring den kløvede Bul,

de dufter af Muld,

og de længes mod Solskin saa saare.

Løft Dig, min Sang, mod den sitrende Luft;

den Savnede vil vi besynge.

Lad Blomsternes Klynge

kun mangle i Duft,

lad Maanen staa bleg i den blaanende Luft;

vor Sang har dog Kræfter tilbage.

Hvad Vaaren slængte for rundhaandet hen

i Tillid til Sommerens evige Dage,

det samler Høsten. Og stærkest er Den,

som véd: der er kort kun tilbage!