Som ingen har Ord

Som ingen har Ord

For Nattens Skønhed,

Hvad enten den straaler

Stjernefunklende

Eller den hviler

Tyst som Barnet

Bag Vuggefangets

Sænkede Forhæng

Som ingen har Toner

For Maaneglimrets

Hvisken med Strømmens

Sitrende Vover,

Eller for hine

Suk, der iler

Aandeagtige

Dagen forud -:

Saa nævner ingen

I Ord eller Toner

Hine Tider,

Hvor Kvindeøjet

Rummed en Verden

Af Nattens Skønhed

Ud over Maalet,

Menneskegrænsen.

Men den, der suger

Som Sivet Maanens

Hvisken med Strømmen

Og drikker som Luften

Nattesukket: -

For ham er den kommende

Dag en Lidelse,

Solen en Bøddel.

Og den, som elsked

Saa højt en Kvinde,

At Sjælen hastigt

Svang sig mod Grænsen

Og Menneskemaalet

Overskredes, -

Han finder sig snart

Som Betler ved Døren.

Dog, har han, skønt Betler,

Den stoltes Styrke,

Saa rejser han sig

Med Ryk fra Døren,

Skærer af Kaabens

Pjalter en Kittel

Og drager standhaftig

Resten af Vejen.