Vidt har jeg flakket i Verden

Vidt har jeg flakket i Verden,

hér fæsted sig træt min Fod;

at tidt man sig taber derude,

først ret jeg hos Dig forstod.

Og tog jeg paa Verdens Scene

det glimrende Flitter for Guld:

hos Dig har jeg fundet det rene

Metal i den hjemlige Muld.

Her staar Du med Ziffre skrevet.

Af Guld har jeg hugget dit Navn

og sat Dig en Støtte paa Stedet,

hvor Baaden er kommet i Havn.

Lad Skumring og Taager saa falde:

Paa Sangens Bautasten

staar luende lys for Alle

Bogstaven pur og ren.

Jeg rejser Dig denne Støtte,

dens Grund er mit Hjærtes Muld;

Skyer kan sløre dens Tinde,

men Navnet straaler i Guld.

Og glimred min Kunst end ofte

mig selv og min Sang til Mén:

her var min Sang i Kofte,

da den rejste Dig denne Sten.