Alfernes Hvisken

Det er en deilig Sommerdag,

den friske Lund har reist sit Tag,

og lader Løvet suse.

I Luften flagre Alfer om,

og hviske blidt: „O skynd dig, kom

til vore Lundehuse“!

„Der er saa luunt, der er saa tyst,

der falde Blomster paa dit Bryst

fra rige Lindegrene,

og ønsker du at drømme sødt,

da kan du hvile ganske blødt

paa mosbelagte Stene“.

Jeg vandrer, ved det milde Bud,

paa skyggefulde Stier ud

til Skovens grønne Kammer;

der hører jeg et sagte Gny,

der hviske Alferne paany

bag rankedækte Stammer.

De spørge mig ved hvert et Fjed,

„hvi har du ei din Elskte med,

hvor Skovens Sanger bygger;

ved Træet her er Plads til To,

og over Stedet falder jo

et Slør af tætte Skygger“.

„Hun er saa smuk, hun er saa øm;

vi svæve tidt om hendes Drøm

i disse lyse Nætter.

Hun skulde her, naar blot du bad,

bekræfte rødmende og glad

Alt hvad din Længsel gjetter“.

O søde Røst, hvi vækker du

min hemmelige Smerte nu

i disse stille Lunde!

Min Mund er lukt, mit Aag er tungt

der findes intet Hvilepunkt,

hvor Savnets Orm kan blunde.