Farvel, min velsignede fødeby!
Carl Nielsen
Farvel, min velsignede fødeby!
Min moders gryde ryger i sky,
min faders kvie gumler i stald,
min søsters hane sover på hald.
Jeg vil løbe min vej!
Farvel, du min farfaders gamle hus!
Hav tak for øl af vort gildekrus,
for dørtræet, hvor jeg med ranglen sad,
for moders mælk og for tyggemad
og springom i vor lo.
Lerstampede gulv, hvor med skjorte på
jeg lærte krybe, jeg lærte gå!
Nu kedes jeg plat ved så stakket gang,
og stuen bliver mig alt for trang.
Jeg må løbe min vej!
Lad oksen bindes ved husmands plov,
jeg priser den vildene hjort i skov.
Når anden rokker i rendesten,
er den snehvide måge dog vel så ren
mellem himmel og hav.
Jeg vandrer og sejler foruden ro,
jeg slider vel hundrede såler af sko,
al verdens kringel og snurrige bold,
både hvor den er varm, og hvor den er kold,
vil jeg rigtig bese:
Appelsiner og druer og granens tap,
frøkener, fruer og ridder og knap!
Jeg vil glide på skier ved nørrepol
og gå nøgen for Otaheitis sol
med en krans af koral.
Sin skæbne frister den friske mand.
Kanske jeg som ridder fra fremmed land,
med snehvide heste for gyldenkarm,
kommer hjem med en kongemø i min arm
til min moder igen.
For det første den rygende grød jeg flyr
og synger op udi vildene skyer:
Hurra, blåtrøjede danske knøs!
hejs pjalten i vejret og skuden øs!
snart vi flyver af sted.