Frisk Morgen

Vinden er saa føjelig

Og Baaden er klar,

Verden saa fornøjelig,

Naar blot man ret den ta'r;

Blot Du ej ta'r Briller paa,

Og særlig ej de mørkegraa,

Men ser med Solens Øjne,

Saa smiler Søen himmelblaa,

Og Du kan næsten ej forstaa,

At Klitterne kan være saa nøgne.

Søen gør saa sære Sving,

Er sorgløs og kaad,

Den slaar i Stykker mange Ting,

Men dertil har den Raad.

Søen er en Jungmand kæk,

Han hiver al sin Hyre væk,

Han har ej lært at spare;

Hans Liv er op og ned i Træk,

Hvorfor da stuve under Dæk,

Hvad der dog ej evindelig kan vare?

Hop da sorgløs, gode Baad,

Ad Søvejen hen;

Bliver Næsen ogsaa vaad,

Den tørres nok igen.

Bølgen krummer nu sin Krop

Og løfter paa sin Skulder op

Den Sol, som laa begravet.

Vi sætter Stagen i sin Strop

Og hejser Sejlet højt i Top,

Og løber saa -- Godmorgen! -- ud paa Havet.