Grøn er vårens hæk

Grøn er Vaarens Hæk,

Kaaben kastes væk,

Jomfruer sig alt paa Volden sole;

Luften er saa smuk,

Deres Længselssuk

Kjendes let paa deres Silkekjole.

Nu har Viben Æg,

Pilen dygtig Skjæg,

Og Violen smaat paa Volden pipper;

Gaasen sine Smaae

Lærer flittig gaae,

Skaden vindigt med sin Hale vipper.

Svenden med sin Brud

Gaaer i Haugen ud,

Paa de grønne Skoe hun synes dandse;

Ak, hvor hun er let!

Foden er saa net.

Pogen sælger til dem grønne Krandse.

Storken er saa travl

Høit paa Bondens Gavl,

Og de røde Fødder Næbet slibe;

Høkren med sin Viv

Gaaer for Tidsfordriv

Med sin sølvbeslagne Meerskumspibe.

Hulde Piger smaae,

Røde, hvide, blaae,

Sende deres Blikke rundt som Pile;

Og som Krigerflag

I det kjelne Slag

Silkebaand fra Lilienakken ile.

Aftnen driver paa,

Mens de Skjønne gaae,

Bare de dem ikke skal forkjøle!

Hvilken yndig Strøm!

Barmen blier saa øm,

Man mit Hjerte kan paa Vesten føle.

I den tause Nat,

Som en stor Dukat

Maanen stænker Guld paa alle Grene.

Ak, de Skjønne svandt

Jo fra hver en Kant,

Det er tungt, man skal gaae hjem alene.