Spurven sidder stum bag kvist

Spurven sidder stum bag kvist;

såmænd, om ej det fyger

Kålgårdspilen piber trist

for nordenblæstens byger

Lul-lul! rokken går

støt i moders stue,

og jo mere vinden slår,

des mer får arnen lue.

Far har røgtet kvæget ind

med halmen tættet karmen,

gnedet grisens blanke skind

at den må holde varmen

Lul-lul! rokken går

Far mod stuen stiler,

mor en bugt på tråden slår

ser op på far og smiler.

Mor kan næppe se sit spind

og næppe tråden mage;

hej, da bæres lyset ind

og stilles i sin stage.

Lul-lul! rokken går

tenens rappe vinge

over fyrrebjælken sår

en skok af skyggeringe.

Far ta'r ned så tung en bog

med Gud han hvisker sammen,

famler lidt ved spændets krog

og lukker med et: Amen!

Lul-lul! rokken går

ensomheden synger,

mulmet tæt om taget står

og sneen går i dynger.

Her ved moders gamle rok

hun lærte mig at stave.

synge om "den hvide flok"

og "al hans nådegave"

Lul-lul! rokken står!

Med dens nyn og sange

vemodsfuldt mod hjertet går,

når kvældene bli'r lange.