Mesteren kommer

Den store Mester kommer;

Fuldkjærlig er hans Id:

Han sidder ved Smeltediglen

Og luttrer Sølvet med Flid.

Han seer paa Diglen nøie;

Han veier Tid og Stund;

Naar Ertsen i Strøm udsmelter,

Han stirrer dybt i dens Grund.

Han kjender Tegn og Mærke

Paa Klarheds Gjennembrud,

Naar Sølvstoffets ædle Indre

Af Ertsen luttrer sig ud.

Det Øieblik han venter

Og agter kjærlig paa,

Naar klarlig

hans eget Billed

Vil dybt i Sølvspeilet staae.

Da glædes høie Mester:

Da Værket er fuldbragt;

Da priser det ædle Sølvstof

Sin Mesters Daad i sin Pragt.

-- Den store Mester kommer,

Som smelter Sjæl og Sind;

Han sidder ved Hjertegruben;

Han seer i Sjælene ind.

Og har i Hjertedybet

Sit Billed

klart han seet,

Saa glædes den høie Mester --

Saa er hans Gjerning alt skeet.