Hun ejed kun i verden sin uskyld og sin tro

Hun ejed kun i verden sin uskyld og sin tro.

Til maleren, som sukked, hun gav dem begge to.

De gik til dans i "Kilden", han kyssed hendes mund,

og svor: jeg trofast elsker dig indtil min sidste stund,

- indtil den sidste stund!

Han svor så dyre eder, hun lytted og hun lo.

Så tog han tro og uskyld og løb med begge to.

Hun sukked, græd og klagede: Forbi! Alt er forbi!

Så gik hun ned til havet og sprang lige lukt deri,

- sprang lige lukt deri!

De graved hendes tue om nat ved måneskin,

de planted hvide liljer med tårevædet kind.

Da græd den onde malersvend, han knælede og bad:

Ak, du min Gud og skaber, min brøde mig forlad,

- min brøde mig forlad!

Samvittighedens kvaler ham voldte nag og skræk:

han stak en kniv i hjertet... og så, så var han væk!

Moralen, unge kvinder, er fyndig, kort og klar:

Lad ingen mand bedåre jer, men hold på det, I har,

- ja hold på det, I har!