Har dagen sanket al sin sorg

Har dagen sanket al sin sorg

og graedt den ud i dug,

saa aabner natten himlens borg

med evigt tungsinds tavse sorg.

Og en for en

og to for to

gaa fjerne verdeners genier frem

af himmeldybets dunkle gem.

Og hoejt over jordens lyst og elende

med stjernekjerter hoejt i haende

skride de langsomt hen over himlen.

De fodtrin skifte

med sorg i sinde.

Underligt vifte

for rummets kolde vinde

stjernekjerternes flakkende flammer.