Da vårtoner løde

Da vårtoner løde

fra lærkernes bryst

og vakte det døde

til liv og til lyst,

da sad som i fængsel

vort higende mod,

da svulmed af længsel

vort vikingeblod,

da svulmed af længsel

vort vikingeblod.

Ej kakkelovnskrogen

os hued som før,

da lukked vi bogen,

den blev os for tør,

da sejlet vi hejste

i knagende rå,

og lystig vi rejste

ad bølgernes blå,

og lystig vi rejste

ad bølgernes blå.

Og nu vil vi haste

med håbet ved ror,

og nu vil vi kaste

hver sorg over bord,

og nu vil vi pile

mod vinkende kyst,

og så vil vi hvile

ved blomsternes bryst,

og så vil vi hvile

ved blomsternes bryst.

Og sangen skal bruse

i skovenes fred,

så bøgene suse

forundret derved.

Og bonden den skræmme

skal op af hans ro,

og pigen skal glemme

at malke sin ko,

og pigen skal glemme

at malke sin ko.

Som trækfugle flagre

vi vidt over strand

fra hjemmet, det magre,

til glædernes land.

Vær frejdig, vor håben,

hvad frygte vi for?

Se, vejen er åben,

og verden er vor,

se, vejen er åben,

og verden er vor!