Rosen

Ved gamle borg

i kolde mose

stod tavs i sorg

den røde rose.

Dem lumske orm

vil rosen nage.

O hårde storm!

Den må forsage.

Nys rød og sund

i solens bade

åd fæle mund

de fine blade.

Ved dunkle lund

bespændt i nøden,

i hårde stund

den venter døden.

Bort fra min kind

er rosen veget,

mit sunkne sind

til Gud er steget!

O, dødens hånd,

du søde, kolde!

riv bort de bånd,

som her mig holde.