Et Aftensuk

End blegrødt af Solen

Og blankt ligger Vandet;

I Baaden en Fisker

Sees glide fra Landet.

Hans Pjalter forskjønnes

I Havfladens Speil —

Der er Sølv om hans Aare

Og Guld i hans Seil.

I Løvhytten sidder,

Med Armene trinde

Om Elskerens Nakke

En ung Elskerinde.

Og Drengen ved Brystet,

Saa smilende rød,

Er faldet i Slummer

Paa Moderens Skjød.

I Luften sig svinge

Og stige og dale

Og qviddrende krydse

Sig Svale ved Svale.

Vandmyggene sværme

Omkring dem og flye,

Og tabe sig fjernt i

En summende Sky.

Det aftnes; det mørknes.

Paa Taget jeg skuer

Med Hovdet i Vingen

De sovende Duer.

Jeg selv kun — hvi er jeg

Ei rolig og glad,

Som en Orm i sin Nød, som

En Myg paa sit Blad?