I Storm

Vildt paa Havet suser Stormen! pidsked op fra Revlens Sand,

styrte Bølger ret som Bjerge, knuste paa den nøgne Strand,

op mod Skyens Rand den sorte sprøiter skumhvidt

Dybets Vand, sprøiter skumhvidt Dybets Vand.

Alt er Mørke! kun en Stribe henad Himlen lue rød

lyser for den Fugl, der trættet synker i sin bratte Død.

Stakkels Skib, som rorløst tumles, kan du frelses af

din Nød? Kan du frelses af din Nød?

Ei dets Fører tror det mere! Blikket paa det vide Rum,

løfter paa sin Arm den stærke han sin Søn,

af Rædsel stum, af Rædsel stum,

Bær dem, kjære Gud og Fader, uskadt gjennem Braad og Skum!