Min Fryd den er saa lille, min Sorg den er saa stor

Min Fryd den er saa lille, min Sorg den er saa stor;

Mit Hjerte er som tynget af tre Skuffer Jord.

Mit Hjerte saa betynget dog finder ingen Ro,

Thi Graven er ei gravet end, hvor trygt det skal bo.

Hvor er, o svale Dæmring, din Aftens sidste Stund,

Da Døden selv saa stille mig dysse skal i Blund

Og lægge mig i Fredens Arm og ved dens hulde Bryst,

Mens Haabet hvisker sagtelig om Salighedens Lyst?

Saa venter mig den bedste, den evige Trøst,

Naar jeg engang skal høre min Herres milde Røst:

»Du stakkels syndige Skabning, kom, thi dog Du var mig kjær;

Blev Du paa Jord en Fremmed kun, saa vær da hjemme her!«