Uden Haab

Solen alt synker, Bølgerne gaae,

Luftningen hvisker i Siv og Straa;

Havmanden sidder paa Steen ved Strand,

Slaaer han sin Harpe med hviden Hand;

Slaaer han sin Harpes gyldne Net, —

Skoven den holder sit Aandedræt,

Fuglene tie; men Bølgens Klang

Blander sig ømt med hans søde Sang.

Jomfruen lytter paa Blomsterbred,

Hjertet det banker uroligt derved;

Hemmeligt, sødt hendes Rosenkind

Kysses af Aftenens sukkende Vind.

Øinenes Stjerner i Taage staae,

Foden, fortryllet, ei mægter at gaae;

Brat dog hun presser sin Haand mod Bryst,

Heftigt, med Suk hun hæver sin Røst:

»Havmand! skjøn Havmand! Din Sang er sød,

Deiligt den tidt for mit Øre lød;

Havmand, skjøn Havmand! kom vel ihu:

Salig vorder dog aldrig Du!«

Aldrig — gjentoned fra Skov og Vang,

Flux forstummed den venlige Sang;

Stille han sank i sin Vugge vaad,

Dybet kun hørte hans bittre Graad.