Al denne sorte himmel

Al denne sorte himmel,

al denne sorte jord;

al denne mørkets mumlen

al denne stilheds havdyp;

alt dette graa, der famler,

alt dette sære, som sukker, --

herre min Gud, er det dette,

menneskene kalder liv?

Ene, med sløve øine

raver vi rundtom i mørket...

SOlen er slukt, og Jehovah

selv ligger død indi mørket.

Rundt om os glider der klamme

skygger med flaggermusvinger.

Rundt om os lyder der sagte

snigende spøgelsefjed.

Og hvis vi stundom føler,

at vore bævende fingre

rører en levende haand --

synker vi rædde tilbage,

knytter til slag vor næve,

hvisker med hæse stemmer:

«Hvem er du? Hvad er det, du vil?»

Ene, med sløve øine

raver vi videre rastløst,

indtil vi dødstrætte synker

under i dødens mulm.

Aa -- hvorfor gaar vi ei sammen

haand i haand gjennem mørket?

Aa -- hvorfor græder vi ikke

og hvorfor beder vi ikke

sammen i livets nat?

Ja, hvorfor beder vi ikke,

vi paa den sorte jord,

beder, at han maa komme

komme i straalende klæder,

komme med glorieglimmer,

komme hvid gjennem natten

med orgelbrusende fred?

Aa -- hvorfor vilde vi ikke

alle elendige sjæle

bøie vort aasyn til jorden

kysse hans kjortels sømme

hulke vor jammer ud!