Du røde vilde vin

Et sus af sagte høstlig vind —

et blad, som strejfer let min kind

og falder mig for fode;

dér ligger det paa gruset blødt

og ler til mig saa purpurrødt

og gør mig — ja jeg véd knap hvad —

saa ungdomsvarm til mode;

Du tid, hvor hun var min, ja min,

med denne vækst, saa svaj, saa fin,

med denne mund, som bød mig glad

de aabne læbers rosenblad —

o røde vilde vin!

Du tid, for dig jeg bøjer mig,

for minderne, som føjer sig

tilsammen ret som blade;

og rask jeg plukker mig en krans,

før stormen spiller op til dans

og hvirvler livets løv henad

den aabne høstestrade.

End er hun nær, end er hun min,

end venter hun mig svaj og fin

og byder mig saa frisk og glad

de aabne læbers rosenblad —

o røde vilde vin!

Af dig jeg perset har en drik —

men ej for flygtigt øjeblik

med bitter smag om munden;

den „vilde" vin gav druehøst,

og druen gløder i mit bryst

og gør mig — ja jeg ved knap hvad

Saa varm til hjerte-bunden:

O glød for dig, som end er min,

for denne vækst, saa svaj, saa fin,

for munden, som mig rækker glad

de friske læbers rosenblad —

du røde vilde vin!