Hvil over Verden, Du dybe Fred

Hvil over Verden, Du dybe Fred,

der strømmer fra Nattens Øje,

der gyder med Lindring sig dulmende ned

over Jordens Dale og Høje.

Tavst må mit Hoved sig bøje.

I Dagen forvilded min Fod sig tidt,

det er derfor mit Hjærte har blødt og lidt,

mod Aften sagtnes mit trodsige Trit,

den Genstridige falder til Føje.

Se, jeg er sunken på Tærsklen ned,

min Læbe i Bøn sig bevæger.

Du ved hvad der farver mig Kinden hed,

Du, den første Læge blandt Læger.

Ræk mig den Drikke, som kvæger.

Jeg tømte så mangen forfænglig Skål,

det er derfor mit Hjærte har brænt som et Bål;

men Fangen derinde skal slå sig til Tål

og tømme Forsagelsens Bæger.