Serenad

Af Maanestraaler Naten vaever

et Sölver om Dybets Braem,

og Havets Bryst sig sagte haever,

som Barnet i sin Vugges Gjem.

Detter som Oceanets Strömme

sig lulled ind i dette Net;

som smelted Bölgen hen i Drömme

og Vinden holt sin Aandedraet

Saa er den Glands din Skjönhed dölger,

mit Vaesen synker hen deri,

naar som Musik paa Havets Bölger

mig naar din Stemmes Melodi,

Og mens paa dig jeg henrykt taenker,

sig laeger Hjertets Storm og Flod,

tilbedende min Sjael sig saenker

i taus, i taus Beskuen for din Fod.