Til min Marie

Hvad er det, min Marie!

som gør det, at vi to,

vi tale eller tie,

på færde og i ro,

os føle viet sammen,

som kirken og dens amen,

som præst og menighed,

som præst og menighed!

Det er, at vi vil være

hinanden som vi er,

det er, at vi kan bære

hinanden som vi er,

det er, at vore munde,

vi våge eller blunde,

dog mødes i et kys,

dog mødes i et kys!

Kun på en egen måde

er vi i grunden ét,

vort liv var os en gåde,

til vi opdaged' det.

Men nu har vi opdaget,

i hjerte-favnetaget

vort liv er fælles lyst,

vort liv er fælles lyst!

Nu er det kun en gåde

for os at tænke på,

hvordan vi af Guds nåde

kan evig leve så.

Thi uden ny og næde

kun varer liv og glæde,

al synd og død til trods,

al synd og død til trods!

Derfor vi os forbinder

i tro og kærlighed,

med dødens overvinder,

som daled' til os ned,

som til Gud Faders ære

vil støvet klart hjembære

i Åndens favnetag.